Børn i Vrå får jord

Hvorfor?

Børns hverdag og virkelighed var også et spørgsmål, der optog Scharnberg. I 1968 fik han ideen til Børnenes Jord i Vrå – et fristed for byens børn og unge. Den tidligere skoleinspektør, Jørgen Jensen, og hans kone, Anna, købte et stykke jord og forærede det til børnene i Vrå, og så gik Vrås børn og voksne sammen om at skabe en anderledes legeplads. Tankerne bag og måden Børnenes Jord blev til på har Scharnberg beskrevet i bogen «Børnenes Jord», (Forlaget Aros, 1976). Børnenes Jord i Vrå, der eksisterer den dag i dag, gav inspiration til at oprette lignede steder rundt om i Danmark.

... og fra Løkken - Vrå kommunes hjemmeside om kultur:

Børnenes Jord har ikke altid været her. i 1966 til 1968 gik en gruppe forældre og undrede sig over om ikke det kunne lade sig gøre at lave en eller anden form for legeplads til alle byens børn, da de i høj grad savnede aktivering, samt have et værested, hvor de kunne have en eller anden form for legehus og nogle kæledyr, måske også lidt havebed. Som I ser var der masser af tanker og idéer. Men økonomien var også dengang den værste modpart, når der skulle rejses noget for børn i al almindelighed.

Men ved vedvarende og ihærdig indsats fra en del forældre med Carl Scharnberg i spidsen, kom Børnenes Jord frem i dagens lys i 1968 og har siden været flittigt benyttet af mange børn, unge og forældre til at holde legen i sving.

Naturligvis, heldigvis udvikler Børnenes Jord og børns leg sig med tiden. Børnenes Jord har den umiddelbare evne at tilpasse sig behov, tanker og ønsker efterhånden som tiden går.

For nogle børn er Børnenes Jord en selvfølgelighed, for andre den superoptimale legeplads og nogle helt tredje et sted hvor vi kan komme og gå efter eget ønske og behov.

Spørger man et Vrå-barn siger det måske: "Vi børn her i Vrå bruger nok mere tid på Børnenes Jord end på skolen. Ganske alene af den grund at på Børnenes Jord kommer vi frivilligt, mange gange for at lege, nogle gange for at sludre, og ellers være sammen med vore venner."

Forældreorientering foregår gennem Vrå og Omegns Avis hver uge.

 

Sponsoreret af: Stefan Thilemann